Artikel
Poul Hammershøy - Den første Cand. Mag fra AAU (AUC)

Artikel
Poul Hammershøy - Den første Cand. Mag fra AAU (AUC)

Poul Hammershoey - Den foerste Cand. Mag fra AAU (AUC)
Artikel
Artikel
Blå bog for Poul Hammershøy
Artiklen er mere end 30 dage gammel og afspejler alumnens karriere på det pågældende tidspunkt. Alumnen kan siden artiklen blev skrevet således have ændret karrierevej
Siden 1999 har Poul været selvstændig med firmaet HammeRshøy Human Resource Center, der bl.a. arbejder med headhunting, rekruttering, leder-, medarbejder-, organisations- og forretningsudvikling. En typisk arbejdsdag byder på rigtig mange forskellige arbejdsopgaver, såsom salgsaktiviteter, forberedelse, faglig opdatering samt administrative opgaver. Arbejdsugen sniger sig let op på 50-60 timer, for som Poul siger:
"Dybest set er den typiske dagsorden præget af, at der ikke automatisk kommer penge ind på lønkontoen. Du skal kæmpe benhårdt i stærk konkurrence og med en samfundsefterspørgsel i dvale. Til gengæld er styrken og overlevelsesevnen begrundet i, at vi adskiller os fra de fleste ved at levere markant, innovative og værdigivende erhvervsservices, du ikke kan købe andre steder”.
Umiddelbart kan det virke ulogisk, at man med en baggrund i Historie og Samfundsfag ender med at beskæftige sig med HR. Poul giver selv forklaringen: ”Det gennemgående er vel modet til at foretage anderledes og uventede spring uden sikkerhedsnet.” Da Poul stod med sit eksamensbevis i hånden, fik han ret hurtigt et pædagogikum indenfor faget. Poul stortrivedes i sin pædagogikumtid, og han fik en virkelig flot udtalelse, så vejen burde være banet. Men sådan skulle det imidlertid ikke gå – han søgte mere end 100 gymnasielærerjob uden held.
Der skulle dermed tænkes i andre baner. Poul fortæller:
”Gode råd var dyre! (Og det var de børn, vi var i gang med at reproducere også). Så med mit historiespeciale ’Socialdemokratiets militærpolitik i mellemkrigstiden’ i bagagen søgte jeg ind som historiker/underviser på Officerskolen på Frederiksberg”.
Poul skulle først aftjene sin værnepligt, hvorefter han blev valgt til Landstalsmand og fik militære kurser i ledelse. Poul beskriver det således:
”Det blev et vendepunkt, og en ny verden åbnede sig, fordi jeg fik smag for disciplinen ledelse – det her handler jo om mennesker og adfærdsmotiver”.
Det blev startskuddet til en række ansættelser hos bl.a. Statsanstalten for Livsforsikring, FDB (nu Coop) og Berlingske Officin, hvor Poul arbejdede med områder som HR, ledelse og medarbejder- og forretningsudvikling. Henover årene kom trangen til at blive selvstændig, og i 1999 tog Poul altså springet.
Som en af de første kandidater fra AAU skulle Poul markedsføre sig selv på jobmarkedet med nogle kompetencer, som de potentielle arbejdsgivere ikke kendte på forhånd. Han fortæller:
”Problemløsning, tværfaglighed, projektorganisering og formidlingsevner er lige fra starten blevet særdeles vel modtaget i det private erhvervsliv, jeg lever i. AAU’ere har et særdeles godt ry, og selv har jeg undervejs ansat utroligt mange fra det nordjyske”. Han supplerer:
”Der bliver næppe andet sted givet bedre læring i teamwork og konfliktløsning end på AAU”.
Det er Pouls oplevelse, at han dagligt bruger nogle af de kompetencer, han fik i studietiden. Han uddyber:
”At håndtere komplekse problemstillinger ved nysgerrigt at søge tværfaglige og multidimensionelle (gerne enkle) løsningsmodeller. At arbejde projektorienteret og tænke innovativt samt søge teamwork. At tænke ud af kassen og søge utraditionelle forståelser. – Det er kompetencer, jeg har glæde af i dag”.
De nyttige kompetencer blev tillært i studietiden, som Poul husker som både spændende og meget udfordrende.
”Vi blev udfordret af vejledere og ikke undervist af lærere, hvilket betød, at vi selv måtte lære at tage ansvar og leve med konsekvenserne. Vi blev ret produktfikserede og dygtige til at søge viden og formidle stoffet (en præcis, skarp problemformulering kræver relevante, overraskende og skarpe konklusioner – budskaber). Som studerende fik vi store frihedsgrader, hvilket jo også havde sine menneskelige ofre. Det var en spændende og særdeles udfordrende studieverden, hvor vi konstant blev udfordret fagligt, socialt og holdningsmæssigt – politisk.”, husker Poul
– og så nævner han også med et glimt i øjet, at han mødte sin kone allerede på basisuddannelsen.
Poul deltager gerne i de arrangementer, AAU Alumni laver. Han prioriterer det gerne.
”Det er vigtigt, at bringe forskellige kompetencer i spil, og at alumnerne i samspil skaber fælles oplevelser, værdiøgning og vækst. Jeg kunne dog godt tænke mig muligheder for et forstærket arbejdsmæssigt samspil med erhvervsaktive AAU’ere.” afslutter Poul.
Flere portrætter?